torsdag den 15. december 2016

Slutspurt i Kipili

Der er nu kun en uge tilbage af vores tid i Kipili :’(

Hvor december normalt er en måned, der ikke kan gå for hurtigt, fordi man glæder sig til jul, er det nu en sorg, hver dag, når vi kigger på kalenderlyset og mindes, at tiden i Kipili snart er slut.
Tiden i Kipili har været enormt lærerig, og selvom det til tider har været frustrationer omkring arbejde og mærkelige kulturforskelle, så er jeg enormt taknemmelig for den velsignede tid, jeg har haft i Kipili. Og mange af de ting, vi har lært af tiden her, kan vi også tage med os til Sikonge, hvor vores arbejdsopgaver meget kommer til at ligne de arbejdsopgaver, vi har haft her i Kipili.

Julen er så småt ved at indfinde sig i huset på toppen af Kipilis bjerg. Min søde familie i Danmark har sendt adventsgaver, kalenderlys og julepynt herned, så vi forsøger at pynte op, så godt vi nu kan. Vi har også forsøgt os med lidt julebag, der trods dårlig ovn, har været meget succesfuldt. Her er stadig lidt for varmt og lyst til at julestemningen rigtigt kan indfinde sig, men det hjælper en lille smule, når regnen plasker ned udenfor om morgenen. Regntiden er virkelig kommet, og det er helt vildt at se, hvordan alting er gået fra brunt og støvet til lysegrønt på meget kort tid.

Pebernøddebagning i den lidt komplicerede ovn :)

Før regntiden, da vi kom til Kipili.

Efter regntiden er startet.


Cheke Chea lukkede d. 2 december, så det sidste stykke tid har vi haft ferie. Vi havde planlagt, at holde en slags dimmisionsfest for de børn, der starter i første klasse efter jul, men da forældrene ikke er de hurtigste til at betale, måtte vi først udskyde festen en uge, hvorefter vi har måttet aflyse den helt. Lige nu arbejder vi på, at stable en uformel fest på benene på mandag, hvor børnene kan få udleveret afgangsbevis, og vi kan bage dem en kage. På den måde kan vi også lige sige ordentligt farvel til alle de dejlige børn!

Vores dejlige Cheke Chea børn.

Ellers har vi brugt ferien på bl.a. at rydde kontoret i Cheke Chea op, da det har været noget værre rod i al den tid, vi har været her. Det har vi brugt to formiddage på samtidig med, at vi har forsøgt at fortsætte med ekstra-undervisning for de børn, der har svært ved skolen, og som skal starte i første klasse efter jul. De har desværre ikke rigtigt været så gode til at dukke op, så det var ikke en kæmpe succes.

Kontoret før...

Skabet i kontoret før...

Kontoret under oprydning...

Skabet i kontoret efter oprydning...

Kontoret efter oprydning...


Ellers har vores formiddage også gået med forskellige afsluttende arbejdsopgaver. Da vi kom til Kipili, bad skolebestyrelsesformanden os om at hjælpe læreren med at skrive pensum for Cheke Chea. Vi holdt så et møde med læreren, hvor hun fortalte os, hvad hun mente, der skulle stå i den. Tine og jeg har nu brugt nogle formiddage på, at formulere den færdige tekst både på engelsk og swahili, hvilket er lidt et arbejde, når vi kun lige har lært swahili :)
Derudover har vi også en del ting, vi gerne vil have evalueret og noget materiale, vi gerne vil have givet læreren i Cheke Chea, så hun ikke glemmer de ting, vi har lavet i den tid, vi har været her. Men det er nu også dejligt, at kunne starte langsomt ud med god tid til at drikke sin morgenkaffe inden arbejdet starter.

En morgenfrisk Tine spiser chapati til morgenmad.

Vi fortsætter stadig med engelsk-undervisning for Juma, som bare er blevet SÅ god til engelsk efterhånden! Han er gået i gang med at læse sin første bog på engelsk, og forstår næsten det hele. Vi er to meget stolte lærere, der er meget kede af, at vi ikke kan fortsætte med så dygtig en elev. Men nu har han i det mindste lært basis-engelsk, og så er det også nemmere for ham at bygge ovenpå ved selvstudie, eller hvis han skulle få tilbudt engelskundervisning igen.

Om eftermiddagen bruger vi gerne en hel masse tid sammen med Gaudens, Mary og deres dejlige familie! Fra et par uger siden, kom deres fætter Devi til byen, og ham har vi også brugt mange timer sammen med. Vi er kommet godt i gang med noget bibelstudie, og det er helt fantastisk at se deres udvikling i deres forhold til Bibelens ord. Devi har en meget plettet fortid, men når vi snakker om evangeliet, bliver han altid meget glad, og jeg håber meget og beder om, at han tager de ord til sig, som vi snakker om. Gaudens var i starten meget passiv da vi læste i Bibelen, men for omkring en uge siden indrømmede han overfor os, at det er fordi, han har svært ved at forstå de ord, han læser. ”Jeg har bare så mange spørgsmål i hovedet, og jeg spørger mig selv: hvorfor forstår jeg ordene, men jeg forstår det ikke?”. Vi fortalte ham så, at vi også ofte havde svært ved at forstå Bibelen, og at det netop er derfor, at det er så vigtigt, at vi taler om det, vi læser. Han åbner mere og mere op for hver dag der går, og selvom han ikke altid siger så meget, så sidder han gerne og lytter eller bladrer rundt i de bøger, vi har. Heldigvis ved vi, at menneskers frelse ikke kommer an på os, men at vi blot er et redskab for, at Gud kan nå de mennesker, han vil. Og så må vi heller ikke glemme, at Guds ord er levende, og selvom vi ikke kan fortsætte med bibellæsning her i Kipili, så er der forhåbentligt blevet sået nogle frø i deres hjerter, som på et tidspunkt kan blive til levende tro.

Snak på terrassen om bl.a. Gud og Bibelen.

I lørdags tog vi med Gaudens, Mary og Devi ud i deres mark for at prøve det arbejde, som stort set alle tanzanianere laver. Mange tanzanianere har deres egen mark, hvor de dyrker forskellige ting, de bruger til madlavning. De fleste dyrker kun til eget behov, men andre har nok til også at sælge på markedet.
Familien Kasokota har en ret stor mark, men alligevel dyrker de kun for at mætte maverne i deres egen familie. Traktorer og maskiner har man ikke hernede, så al markarbejde foregår ved håndkraft. Det er hårdt arbejde, kan jeg godt skrive under på! Der er virkelig en god grund til, at mange af tanzanianerne har muskler i stedet for ølmaver ;)

Tine, Marie (som var på besøg i weekenden), Devi, mig, Gaudens og Mary i marken.

Gaudens lærer mig at udføre markarbejde ordentligt.

Et andet dejligt, men lidt specielt bekendtskab, vi har fået, er Bibi (det betyder bedstemor på swahili). Hun kom til Kipili for ca. 3 uger siden med et meget grimt sår på foden for at bede Knud om hjælp. Siden da har hun boet her på missionsstationen, hvor hun har fået behandling af sit sår og pasning og pleje. Såret er meget alvorligt, og det er faktisk lidt et held, at hun ikke har fået blodforgiftning, som i værste fald kunne have ført til død. Da Knud tog til Burundi på tur for to uger siden, blev Tine og jeg givet ansvaret for at give hende mad om aftnen og skifte hendes forbinding hver anden dag, hvilket vi så har gjort. Da hun kom var hun meget syg og udmattet, men selvom hun stadig ikke går særlig godt, er hun i tydelig bedring. Hun snakker mere, end hun har gjort før, og hun er også begyndt selv at vaske tøj. Hun fylder meget i vores hverdag, da hun bor i et værelse lige ved siden af huset, og vi hilser på hende flere gange om dagen.

Om en lille uges tid siger vi farvel til dem alle sammen, men vi glæder os til et gensyn en gang i foråret, når vi tager på besøg til Kipili igen.


God jul!

onsdag den 23. november 2016

Tætte venskaber

Tiden flyver virkelig afsted her i Kipili, og før vi har set os om, er volontør-livet i Kipili et afsluttet kapitel. På fredag lukker Cheke Cheaen og holder ferie, og om knap 4 uger siger vi farvel til landsbyen og drager til Sumbawanga for at holde jul.
Vi er enormt kede af, at skulle forlade Kipili, men vi må også bare takke Gud for, at han har velsignet os med så gode oplevelser og bekendtskaber i landsbyen.
Heldigvis slutter eventyret ikke her, for Tine og jeg har fået lov til at fortsætte med at arbejde i Sikonge efter jul og indtil juni 2017. Her er der en bibelskole med en tilknyttet Cheke Chea, som vi skal hjælpe til i, og bibelskolens elever kan vi tilbyde engelskundervisning. Sikonge har ikke haft volontører i over 12 år, så det bliver på mange måder et nyt projekt, vi får lov til at starte op. Det føler vi os enormt beærede over at få lov til, og selvom der kommer mange udfordringer, er vi mere end klar til at tage fat på arbejdet. Vi ved endnu ikke meget om byen og arbejdet, men vi er begge to vilde med Tanzania, så det kan umuligt gå helt galt ;)

Selvom vi glæder os til at komme til Sikonge, er det enormt hårdt, at tiden i Kipili snart er slut. Mange ting vil blive savnet og ikke mindst de bekendtskaber vi har fået i landsbyen. Vi har blandt andet brugt en hel masse tid sammen med Gaudens og hans søster Mary, som bor lige i nærheden af os. Generelt bruger vi en del tid nede hos familien Kasokota, som er nogle af de mest hjertlige mennesker, jeg har mødt. Moderen giver os altid en kæmpe krammer, når vi kommer, og holder ikke igen med at byde os velkommen indenfor. Nogle gange læser vi lidt engelsk med lillebroderen, der går i 5. klasse, og niecen på 2 år løber os gerne i møde, når hun ser os. Vi kan se deres hus oppe fra os af, så der bliver mange gange om dagen vinket og sendt hilsner op fra hele husstanden, hvilket bare er enormt dejligt!
Jeg havde aldrig hjemmefra troet, at det kunne lade sig gøre, at få så godt et bekendtskab, som vi har fået med familien Kasokota. Det er klart Mary og Gaudens, vi bruger mest tid sammen med, da vi er nogenlunde jævnaldrende, men hele familien har en helt særlig plads i mit hjerte.
Til trods for meget store kulturelle forskelle og en sprogbarriere, som dog bliver mindre og mindre, føler jeg mig enormt tryg sammen med dem! De har virkelig taget os ind som en del af deres familie, og de har lært mig mange ting om Tanzania og om, hvordan livet godt kan være anderledes, end det jeg er vant til i Danmark.

Friends can be crazy too!
Mig og Gaudens.
Vi er også kun blevet endnu tættere efter en lidt tough oplevelse med familien. Fra omkring 3 uger siden fik vi en aften en sms fra Mary om, at Gaudens var taget afsted til Namanyere, der ligger omkring en times kørsel fra Kipili, fordi han havde fået arbejde. Vi havde lige været sammen med Gaudens to timer før, så vi blev noget chokerede over beskeden. Heldigvis fik vi kort tid efter endnu en besked fra Mary, om at Gaudens var kommet tilbage for at sige farvel. Vi skyndte os derfor ned til dem sen aften, hvorefter vi noget rystede måtte tage afsked med en af vores allerbedste venner i byen.  Heldigvis lavede vi en aftale om, at vi ville besøge ham weekenden efter sammen med Mary. Hele ugen op til snakkede vi i telefon med ham hver dag, og det gik mere om mere op for os, hvor meget vi holdt af hinanden, og hvor meget vi savnede ham. Derfor blev vi også UTROLIGT lettede og glade, da Gaudens to dage efter han var taget afsted, fortalte os, at han alligevel ikke havde fået arbejde, og at han derfor kom med os tilbage til Kipili igen!
Tine, jeg, Gaudens og Mary i bussen på vej tilbage til Kipili - reunited!
Sidste lørdag kl. 7 om morgenen gik Tine, Gaudens og jeg til Kirando, som er en lidt større by, der ligger ca. 15 km væk. Her mødes vi med Mary, som var taget hjem til sin tante en uge før, for at hjælpe hende med at klargøre nogle ting til et stort marked, der kom til byen. Da vi kom frem ved 10-tiden, blev vi budt indenfor hos tanten, som havde købt sodavand og vitambuo (en lille friturestegt bolle lavet af ris) til os. Her sad vi så i stuen og snakkede, indtil en mand fra husstanden kom og spurgte Gaudens, hvorfor han dog ikke havde tændt for fjernsynet – der var jo gæster i huset! Han satte så en eller anden koreansk tv-serie på, som ellers fik lov til at køre resten af dagen :) Vi nåede også en hurtigt smut ud i byen for at købe lidt ind, men ellers blev det meste af dagen brugt inde i stuen med at se fjernsyn og spille Skib-Bo. Det kan godt lyde som et mærkeligt besøg, men faktisk er det meget normalt, når man besøger folk her i Tanzania, at der ikke er skruet så højt op for aktiviteterne. Tværtimod er det meget normalt, at der bliver tændt for fjernsynet.

Efter kirke, søndag, gik turen hen til John Kamba, en gammel katedral, som ligger ca. en halv times gang væk fra Kipili. Her havde vi taget ting med, så vi kunne lave mad sammen, da Mary synes, at det er vigtigt, at vi ved, hvordan man laver tanzaniansk mad. Menuen stod på ugali af cassavamel, og tre forskellige slags boga. Ugali minder om en dejagtig masse og er noget af det, de spiser allermest hernede. Det er normalt lavet af majsmel, men mange laver det også af cassavamel, da det er billigere at fremstille. Boga er en fællesbetegnelse for de grøntsagstilberedninger, man spiser til ris eller ugali. Til dessert lavede vi danske pandekager, som var et KÆMPE hit for både Gaudens og Mary.

Fælles madlavning ved katedralen, John Kamba.
Mig, Mary og Gaudens.
Dinner's ready!
Gaudens, Mary og Tine.
Andre gange har vi været ude at sejle eller fiske, men ofte har vi også bare siddet på terrassen herhjemme i Kipili og spillet Skip-Bo, som er Gaudens' ynglingsspil. Vi er begyndt at læse en smule i Bibelen med dem begge to, og generelt snakke om, hvem Jesus og Gud er. Det er enormt udfordrende, men også meget spændende snakke.

Gaudens, Tine og jeg.

På fisketur!

Mange af drengene fra snedkerværkstedet har vi efterhånden også lært godt at kende. De har ofte meget arbejde i værkstedet lige bag vores hus, så vi møder dem ofte i travlhed, når de pitter forbi. Ikke desto mindre har de altid et smil på læben, og det er tydeligt at se, at de elsker deres arbejde. Efter arbejde ved 17-tiden, kommer de gerne forbi til en snak på vores terrasse. Nogle ser vi ofte, og andre ser vi sjældnere, men selvom vi ofte kun ses kortvarigt, er det nogle drenge, jeg holder meget af. Det er kun blevet tydeligere, efter at mange af dem er taget hjem på ferie i den landsby, de kommer fra. De har irriteret mig mange, fordi de ikke er dukket op til engelskundervisning, men de mange gode stunder, vi ellers har haft, kompenserer for deres fravær ;)

Dejlige venner :)
Jeg, Gabriel, Marie, Gaudens, Alfred og Tine.
Der spilles Skip-Bo ude ved katedralen, John Kamba.
Marie, Tine, Gaudens, Alfred og Gabriel.
Et andet tæt bekendtskab, vi har fået, er til vores vagt, Bernard og hans kone, Regina. Når Bernard er på arbejde, ser vi ham flere gange om dagen, og om aftnen er han altid klar på en sludder udenfor. Har han nattevagt, kommer Regina gerne op med mad til ham, som de spiser sammen. To gange har de inviteret os ud til dem for at spise sammen, og det har ført til mange gode snakke om kultur, og hvordan vi som mennesker er forskellige - også selvom man har samme hudfarve. Generelt tænker de meget på kultur og forskellen mellem dem og os, så det er enormt spændende at snakke med dem. På den måde bliver vi klogere på deres kultur, mens de lærer også os at kende, som de mennesker, vi er, i stedet for "de hvide". En aften inviterede vi dem på rugbrød ude foran vores hus. De mødte begge to op i deres fineste tøj, og var tydeligvis meget beærede over, at vi gad bruge tid på dem på den måde.

Marie, Benard, Regina og Tine spiser rugbrødsmadder uden for Knuds hus.
En anden kæmpe velsignelse er det forhold, jeg har fået til mine medvolontører. I en kultur, der på mange måder er så fremmed fra den, jeg kender hjemmefra, er det nogle gange rart, at kunne trække sig tilbage i trygge rammer og være 100% dansker. Mange af de ting, vi som mennesker gør eller siger, har rod i den kultur, vi kommer fra. Derfor kan jeg i Danmark slappe af i meget af det, jeg gør, fordi jeg kender normerne og ved, hvad der er passende, og hvad der ikke er. Her i Tanzania skal jeg på mange måder tænke mig en ekstra gang om, hvad jeg siger og gør, fordi tingene nogle gange opfattes anderledes hernede end i Danmark.
Derfor bliver forholdet internt mellem os danskere hernede lidt som i en familie. Tine og jeg bruger næsten alle timer i døgnet sammen, og det betyder også, at vi ser hinanden både i gode og dårlige øjeblikke. Ikke desto mindre rykker det os kun tættere sammen, og alt hvad der sker omkring os - både hernede og på hjemmefronten i Danmark - bliver snakket igennem på terrassen om aftnen. Vi bruger også nemt et par timer til aftensmåltidet sammen med Knud, vores missionær, fordi snakken bare kører derud af. Knud har været missionær i mange år, og har derfor KÆMPE stor viden om Tanzania - og andre ting - som han hellere end gerne deler ud af.
Volontørerne i Sumbawanga har vi også et helt særligt forhold til. Selvom vi ikke deler vores hverdag sammen, har vi et helt særligt fællesskab. Vi har besøgt hinanden og været på tur sammen mange gange. Her får vi lov til at være 100% danskere, og vi kan dele glæder og udfordringer fra vores hverdag, som på nogle punkter ligner hinanden, og på andre punkter er meget forskellig.

Marie og Tine på vores terrasse i Kipili med kakao og chokolade importeret fra Sumbawanga. På denne terrasse bliver der grint, hygget og snakket om dybe emner.
Jeg føler mig enormt velsignet over de venskaber Tanzania har givet mig. Jeg er glad for, at jeg har lært folk så godt at kende, og jeg kan mærke, at relationerne dag for dag styrkes. Sikke en dejlig hverdag, og sikke Gud han overøser mig med velsignelser! Det bliver hårdt at sige farvel til Kipili, men heldigvis tager jeg Tine med mig til Sikonge.

fredag den 18. november 2016

Du ved du er i Kipili når...

1. ...du kan bære alt på hovedet
2. ...når der ikke er en grænse for, hvor meget du kan bære på en cykel.
3. ...du er overbevist om at krokodiller frygter de hvide.
4. ...du kan råbe vokalerne aeiou, hvis du bliver vækket om natten, fordi det er det eneste du lærer i den tanzanianske skole.
5. ...du hver morgen vågner af en agressiv klokke fra snedkerværkstedet omkring kl. 7.45 - eller lidt i 7.00, hvis du er rigtig heldig.
Gæt, hvor mange kilo......

6. ...folk omkring dig synes at du har sovet meget længe, når du sover til kl. 8.
7. ....ingen bruger høretelefoner, men spiller direkte fra telefonens højtaler
8. ...en sang aldrig kan spilles på repeat for mange gange.
9. ...det forventes at du har gaver med til hele landsbyen når du har været på tur – uanset hvor kort tid du har været væk.
10. ...frisk fisk er billigere at spise end bønner, som ellers heller ikke koster særlig meget.

En levende gris bag på pikipiki - no problem at all!
11. ...al din mad er godt sovset ind i olie.
12. ...det er myrerne, der spiser dine rester (allerede inden du har rejst dig fra bordet).
13. ...alle i landsbyen tilsyneladende ved alt om alle ting før dig.
14. ...en hjemmebagt kage er den absolut bedste gave, du kan komme med!
15. ...din kage, som er bagt over bål, skal skrabes af som et brændt snobrød.

Myrer på vores køkkenbord...
16. ...din ynglingsmad til aftensmad indeholder løg, tomater og brød alene.
17. ...dagens største optur er at finde en avocado eller banan på markedet.
18. ...du bliver nødt til at tylle din kolde sodavand i butikken, fordi du ikke kan nå hjem inden den bliver varm.
19. ...du efter at have besøgt alle butikker i byen bliver nødt til at gå med en privat dame for at købe æg
20. ...du ved at Sprite og Fanta tyggegummi ikke er særlig godt men køber det alligevel, fordi det er billigt.

Billedet er ikke fra Kipili, men det er sjovt, så I får det alligevel. Denne slagter har simpelthen navnet: "Guds Kærlighed, Kristus Kongen Slagter"
21. ...alle dine ord på engelsk slutter på -i, fordi læreren har lært dig det i skolen.
22. ...du ikke kan aflevere noget med venstre hånd, fordi det er uhøfligt.
23. ...du tror du har fået sol men i virkeligheden bare er beskidt.
24. ...du altid sveder.
25. ...landsbybørnenes primære legetøj er affald fra gaden

Robart fra Cheke Cheaen spiser skrald :)
26. ...du kan købe falsk hår men ikke toiletpapir i landsbyens små butikker.
27. ...din eneste lyskilde på værelset er en solcellelampe.
28. ...når du er nødt til at bede om skraldet fra andre, fordi de ellers bare smider det.
29. ...du hver dag kan høre landsbyens diskotek spille for fuld hammer!
30. ...du altid kan høre, hvad der foregår i byen, fordi en højtaler tilsyneladende ikke kan skrues for højt op.

Skrald, skrald, skrald, skrald....
31. ...dit bedste køb i Danmark var en powerbank, fordi du kun har strøm om natten
32. ...toilettet altid lugter af tis, fordi du aldrig skyller ud, fordi du skal spare på vandet.
33. ...du har en synsk mama, der tilsyneladende ved alt om alle ting!
34. ...læreren i Cheke Chea'en ammer sit barn midt i undervisningen.
35. ...dine venner, hver gang I er på tur, lige skal pose til deres nye profilbillede på Facebook.

The name of the pose: "jeg er smart, fordi jeg taler i telefon"
36. ...du bliver hilst på stammesproget kifipa, fordi rygterne går på, at "de hvide" har lært det.
37. ...du bliver mødt af stolte børn, der hilser dig med ”good morning” om eftermiddagen eller spørger dig ”what is my name”, hvorefter du ikke helt ved, om du skal fortælle dem dit navn eller sige: ”I don’t know, you tell me?”
38. ...du kan få et brændvarmt bad uden vandvarmer, fordi solen varmer vandet.





lørdag den 22. oktober 2016

Vores hverdag

Nu er vi virkelig kommet igang her i Kipili og dagene går enormt hurtigt. Vi har nok at tage os til, men det er kun dejligt at have noget at lave!
Om formiddagen fra kl. 9-11.30 underviser Tine og jeg i kirkens Cheke Chea, som er en obligatorisk førskole. Her bliver ca. 20 tanzanianske børn undervist i bibelfortællinger, forskellige skoleforberedende fag samt forskellige andre temaer. Indtil videre har de bl.a. lært om dyr, farver, former og om kroppen. Cheke Chea'en har tilknyttet én lærer, Happy, som vi har et rigtig godt samarbejde med. Hver fredag holder vi møde med hende, hvor vi evaluerer den forgangne uge og planlægger den næste. I starten var det svært at holde gode møder pga. sprogbarrieren, og fordi Happy til tider kan være svær at læse. Men efterhånden som vi har lært både hende og sproget bedre at kende, er møderne blevet rigtig givende og vigtige for Cheke Chea'en i og med, at der er kommet god struktur på undervisningen og dagens tidsplan.

Hver morgen starter kl. 9 med at børnene spiser uji, som er en morgengrød lavet på majsmel, sukker, salt og vand. Den slurper de morgentrætte børn i sig, mens de på skift siger: ”karibu mwalimu”, som betyder ”velbekomme lærer” og small-talker. Det er også på dette tidspunkt, man kan være heldig at høre lidt af den sladder, der går rundt i byen, hvis man ellers lytter godt efter.



Når klokken igen lyder, er det tid til tandbørstning. Børnene stilles på en række og synger en sang om sundhed, før de får uddelt hver deres tandbørste med tandpasta på. Læreren demonstrerer og så bliver der ellers bare børstet derudaf. Hvor grundig tandbørstningen er, kan der sættes spørgsmålstegn ved, men det er bedre end slet ikke at børste tænder, som var standarden i Cheke Chea’en, før vi kom med doneret tandpasta fra Danmark.

Børnene står fint på række og børster tænder

Efter tandbørstning er det tid til bibelhistorie. Tiden under bibelhistorie er nok det tidspunkt på dagen, hvor børnene sidder allermest stille og lytter efter, men læreren er også virkelig dygtig til at levendegøre historierne, samtidig med at hun gør brug af forskellige billeder. For os er det også sjovt at se, hvordan vi dag for dag forstår mere og mere af historierne, som naturligvis bliver fortalt på swahili. Da vi i forvejen kender bibelhistorierne hjemmefra, er det en god test på vores swahili-evner at lytte til historierne og genkende nye ord på swahili.

Ja, hernede er der ikke noget, der hedder barsel. Her tager man barnet med til undervisningen :)
Efter bibelfortælling har børnene et kort frikvarter, inden undervisningen går i gang igen. Her gælder det om at skynde sig udenfor med børnene, så de kan få brændt noget energi af på klatrestativet, inden de skal ind og sidde stille igen. Børnene er super glade for os, og skændes ofte om at holde os i hånden, sidde på skødet, flette hår eller lege med os. Det kan til tider være hårdt, og det er svært at sætte grænser, men det er dejligt at være vellidt. Ude på legepladsen får børnene fyret en masse energi af ved boldspil og en hel masse klatring. De kalder på skift og i munden på hinanden ”mwalimu”, som betyder lærer på swahili. Alle børn vil meget gerne ses og høres, og det kan til tider være svært at se alle 20 børn på én gang. Men det er desværre standarden hernede, at børn ingen stimulering får fra hjemmet, og for det meste løber de rundt på egen hånd i landsbyen og leger. Det er ikke normalt, at voksne tager kontakt til børn, medmindre det er af praktiske årsager. Derfor er det stort for børnene, når der kommer to volontører, som gerne vil snakke og lege med dem.





Efter frikvarteret og en sang om det nationale flag går undervisningen i gang. Nogle gange undervises alle børn samlet og andre gange deles de op i store og små.
Det er både læreren, Happy, og os, der står for undervisningen af børnene. Når de er delt op i store og små, tager vi det ene hold, mens Happy tager det andet. Hvis ikke de er delt op, tager vi ofte en klassetime hver.
I starten var det en kæmpe udfordring at skulle undervise børnene på swahili, og jeg følte mig enormt sårbar i min rolle som lærer. Vi blev kastet direkte ud i det uden anden introduktion, end hvad vi selv kunne observere, når vi overværede Happys undervisning. Jeg må dog dog indrømme, at jeg er vokset meget med opgaven med tiden. Det er stadig grænseoverskridende at skulle undervise på et fremmed sprog, men jeg tænker mindre og mindre over det, og jeg føler mig mere sikker i min opgave.
Der er heller ingen tvivl om, at Happy har stor tiltro til os og vores evner på trods af den sproglige udfordring og manglende undervisningserfaring. Som vores missionær Knud også siger, så lærer hun mange ting af os og bliver uden tvivl inspireret af den måde, vi underviser på. Omvendt lærer vi også en hel masse af hende, da hun virkelig har en evne til at fange børnene og tale til dem, så de hører efter.
Lige for tiden får de undervisning i læsning og skrivning, og vi har været så heldige at få lov til at undervise de store børn. Den sidste uge har vi delt de store i yderligere to niveauer, hvor vi så har undervist et hold hver, mens Happy har undervist de små. Det bedste hold har haft diktat med korte sætninger og øvet sig i at læse længere sætninger. De andre har vi undervist i dele af alfabetet samt i at læse kortere sætninger. De små er så småt igang med at lære vokalerne og de andre bogstaver i alfabetet.

De små lærer alfabetet

De store børn får undervisning i swahili


De største af børnene skal starte i Primary School (første klasse) efter jul, hvilket betyder, at de afslutter Cheke Chea til december. Vi er derfor begyndt at lægge særlig fokus på at lære dem de ting, som det er vigtigst at have godt styr på: matematik og swahili. De fleste har også godt styr på tingene, men der er to børn, som har meget svært ved det, og som nok kommer i store udfordringer i Primary School, hvis ikke de forbedrer sig. Derfor har Tine og jeg tilbudt dem ekstra-undervisning en halv time efter skole to gange i ugen, hvor vi stille og roligt samler op på det, de har svært ved.

Rose får ekstra-undervisning af Mwalimu Tine


Om eftermiddagen har vi mange forskellige projekter igang. Én gang om ugen holder vi børneklub med landsbyens børn, hvor vi synger, læser en historie fra Bibelen og leger med børnene. Omkring kl. 15 om eftermiddagen går vi igennem byen og samler alle de børn, vi kan finde, og tager dem med op foran kirken. Vi samler ofte et lille optog på ca. 20 glade børn, som alle skændes om at holde os i hånden på vejen. Vi plejer at starte med et par sange før vi går i gang med bibelfortælling, og det er efterhånden lykkedes os at samle et repetoire af ca. 6 sange, som vi kan synge med børnene. Herefter fortæller vi bibelhistorie, som enten er oplæsning fra børnebibelen eller et dramastykke opført af børnene selv. Sidstnævnte har vi kun prøvet en enkelt gang, men det var til gengæld et kæmpe hit, så den succes skal helt sikkert gentages! Som regel synger vi et par sange til sidst, inden vi går i gang med at lege. De største lege-hit er ”hodi, hodi, njoo” (banke-bøf) eller at tegne. Efter leg synger vi en afslutningssang, vi selv har fundet på, inden vi siger farvel til børnene.

Vi synger med børnene foran kirken
Oplæsning fra børnebibelen


Vi leger "hodi, hodi, njoo"

Stolt fremvisning af tegninger efter børneklub


Mandag, tirsdag, onsdag og torsdag eftermiddag har vi engelsk-undervisning med de unge drenge fra Knuds snedkerværksted. Mange af dem kan næsten ingenting, så for de flestes vedkommende er vi startet helt fra bunden af. Vi har inddelt dem i 4 forskellige hold efter niveau, og de får alle 2 timers undervisning  om ugen. Desværre er mange af dem blevet ret dårlige til at dukke op til undervisning, hvilket har resulteret i, at vi flere eftermiddage har siddet og ventet på elever,  uden at de er kommet. Det har frustreret os en del, så vi har planlagt at snakke med deres lærer i løbet af den kommende uge, så vi kan finde ud af, hvordan vi skal fortsætte med undervisningen.

Undervisning på terrassen kan til tider godt blive lidt klemt, men vi får det til at fungere :)

Snedkerdrengene viser stolt deres nye hæfter frem 


To gange om ugen underviser vi en, der hedder Juma, i engelsk. Han er vagt for en amerikansk læge, der bor i byen og har selv opsøgt os, for at spørge om engelsk-undervisning. Han er en super dygtig og taknemmelig elev, og han lærer enormt hurtigt. Undervisningen foregår ved den omtalte amerikanske læge, som bor en smule uden for byen. Her plejer vi at sidde ud til vandet, og hvis vi er heldige, får vi tilbudt en sodavand. Det er altid et lyspunkt på ugen, når vi har været nede og undervise Juma!

For et par uger siden begyndte vi at undervise en ung kvinde, som lige er kommet til byen, i at læse og skrive. Hun opsøgte os, fordi hun gerne ville lære engelsk, men da vi gik i gang med undervisningen, opdagede vi, at hun aldrig har gået i skole og dermed hverken kan læse eller skrive. Vi tilbød hende derfor, at vi kunne give hende undervisning i swahili, hvilket hun takkede ja til. Vi har undervist hende en enkelt gang, hvor vi overværede hende læse sit første ord. Det var en helt vild oplevelse, og vi var helt oppe at køre over, at vi kunne tilbyde hende denne hjælp. Desværre har vi lige fundet ud af, at hun er rejst fra byen, og at hun ikke kommer tilbage. Øv øv øv...

Alt i alt er der altså masser at se til med undervisning og planlægning i løbet af en dag. De timer vi har fri bruger vi ofte på terrassen, som på meget kort tid bliver fyldt med mennesker, der vil snakke eller børn, der vil lege. Men det er kun dejligt, at vi får en masse kontakt med tanzanianerne.

mandag den 22. august 2016

Sumbawanga

Hello!!
Så kommer der endelig en opdatering her fra Afrika 🇹🇿
Vi har nu været i Tanzania i 11 dage og der er allerede sket SÅ meget!
Vi ankom til Dar Es Salaam om aftnen d. 11 august efter en laaang flyvetur. Men vi blev heldigvis forsynet rigtig godt med mad og drikke og en masse film, så tiden gik hurtigt.
Klar til afgang fra Billund lufthavn
Marie og Kristina er klar til at se en hel masse film på den lange flyvetur

Vi kom heldigvis ind i landet uden problemer og fandt hurtigt vores forudbestilte taxa, som kørte os til vores hotel. Her kunne vi lige nå at få et par timers søvn inden vi skulle tilbage til lufthavnen for at fange vores fly til Mbeya. Modsat flyet til Dar var dette fly udelukkende fyldt med afrikanere, så der blev kigget en del, da syv hvide piger trådte ind i flyet. Mbeya "lufthavn" var praktisk talt et lille stykke jord, der var ryddet til landing og et lille hus. Bagagen blev stillet på gulvet i hallen og så kunne man ellers bare tage, hvad der var ens eget.
Mbeya lufthavn set fra vinduet i flyet
Mbeya lufthavn
Herfra tog vi bussen til Sumbawanga, hvor vi skal være i et stykke tid for at få sprogundervisning og være sammen med børnene på børnehjemmet Peter's House. Turen gik overraskende hurtigt og de skrækhistorier, jeg havde hørt om Tanzanias busser, blev totalt afkræftet. Der var asfaltveje det meste af vejen og bussen var ikke overproppet. Vi fik tilmed serveret en sodavand og nogle kiks. Jeg kunne dog heldigvis sove det meste af vejen, så de 6 timer gik ret hurtigt ☺️
På busstationen blev vi mødt at Knud, som kørte os til Peter's House, hvor vi blev mødt af de sødeste børn! 😍
Om aftnen tog vi ud at spise på Country Club - en af de bedste restauranter i Sumbawanga.


De sidste 10 dage har vi brugt på Peter's House, hvor vi bor i det nybyggede volontørhus lige ved siden af. Vi har været rigtig meget sammen med børnene, som har taget rigtig godt imod os! Til trods for vores vanskeligheder med sproget går kommunikationen overraskende godt.
Vi har malet legerum på Peter's House og fik også hjælp af børnene, da væggene skulle vaskes ned først :))

Vi har også brugt en del tid på at læren byen at kende. Børnehjemmet ligger et par kilometer udenfor byen, så vi tager gerne en badaji eller en pikipiki, som er deres taxaer hernede. Og jeg kan love dig for, at der bliver kigget og råbt når man kører igennem landsbyen. Enten hilser de med en af de mange hilsner man bruger hernede, eller også bliver det råbt "mzungu", som betyder "hvid person" eller "europæer" ;)

Vi har fået sprogundervisning i 6 dage af vores lærer Angelo. Det har virkelig været hårdt, men også meget givende. Det går fremad hver dag og jeg kan hele tiden tilføje flere ord til mit ordforråd.


Ellers nyder vi bare at bruge tid med hinanden mens vi alle syv er samlet. Miriam, som er ungdomsmedarbejder i BDM, tager hjem om ikke så lang tid, og så tager Tine, Marie og jeg til Kipili mens Christina, Kristina og Kristina bliver i Sumbawanga.


Lige nu er vi på vej til Kipili, hvor vi skal være i 4 dage for at se byen inden vi flytter dertil for real 😱
Jeg har det virkelig godt hernede og nyder at opleve Tanzania. Jeg glæder mig helt vildt til at lære landet endnu bedre at kende og se, hvad tanzanianerne mere har at byde på.